lørdag den 26. maj 2012

Mine ynglingstræer

Jeg har en meget gammel hvidtjørn, som er på vej til at blive kridhvid i øjeblikket, den bliver jeg aldrig træt af at se på, slet ikke her i maj måned. Et andet ynglingstræ er såmænd hjortetakstræet, som jeg ved mange betragter som lidt af et ukrudtstræ, og det har jeg aldrig rigtigt forstået. Det danner rigtigt nok mange rodskud, men de er så nemme at tage op. Det ser meget eksotisk ud både med blade og uden. Om vinteren står den med de flotte tulipanagtige blomster og grene ligner faktisk et hjortegevir, deraf navnet hjortetakstræ.


torsdag den 24. maj 2012

Drømmen om den hvide gårdhave

Jeg har lavet alle bedene om i år i gårdhaven, det skal nemlig være den hvide gårdhave, men det varer nok lidt inden bedene er fyldt op, der er meget bar jord endnu. Men indgangen til gårdhaven eller terrassen er fuldstændigt fyldt op med potter og kluns, her glæder jeg mig til at de mørkpinke nelliker springer ud. Jeg har også købt to Helena Rosa - Lykkefund, som jeg forestiller skal vælte vildt og frodigt ud over rionettet, selvom det jo nok lige varer et par år inden de bliver så store, men det er dejligt at drømme...
Min nye kongekrone - købte den på plantemarked, og den måtte da bare med hjem
Indgang til gårdhaven, her er det ikke hvidt

Ja, selvfølgelig skal Anton med på billedet:-)




mandag den 21. maj 2012

Det gror og det gror...

For første gang i meget lang tid har der næsten været en hel uge uden at jeg har haft tid til at være i haven, og bare i løbet af den uge er det hele kommet til at ligne en ukrudtsjungle! Jeg har ikke lyst til at tage billeder af ukrudt, så her er nogle få billeder af haven, hvor jeg har prøvet at undgå at få rod og ukrudt med....suk.
Jeg elsker buksbomkugler - kan ikke få nok af dem.
Et glimt fra astilbebedet, hvor æbletræet blomstrer
Endnu et af de lyserøde astilber
Her er astilbebedet fra den anden ende, bare med vinrøde astibler og barkaroleroser
Stenbedsplanter - lige nu hvor de er allersødest
Ja, og så lige et til af astilberne, hvor der også gror en mørkrød vortemælk.




torsdag den 10. maj 2012

Hjertetræet dufter

Når jeg går i haven i øjeblikket dufter der lige pludselig af vanille, fuldstændigt som om der er ved at blive bagt en kage....uhmmmm - det er mit hjertetræ, som er ved at springe ud, det har taget lidt skade af den hårde frost, som kom den anden nat, men mon ikke den ender med at blive pæn alligevel.
Utroligt at et træ kan dufte, så man bliver kagesulten....

Mors dags blomsten

Jeg har allerede købt blomsterne til mors dag..nemlig en til min mor, en til svigermor (og en mig selv:-)
Ja, jeg var nødt til det, har i mange år drømt om den flotte stueplante Medinilla, flottere stueplante får man da ikke. Startede med at købe de to til mødrene, men ak måtte af sted endnu engang, da planten stod som født på mit skrivebord......og ja hvis du kigger med på bloggen svigermor - så ved du hvad der venter:-)

tirsdag den 8. maj 2012

Dekorationer til konfirmation

Min niece havde konfirmation i søndags, og af en eller anden mystisk grund var jeg blevet bedt om at lave dekorationer. Efter at have plyndret haven for lidt pyntegrønt og der var blevet købet lidt hos blomsterhandleren, som tog jeg et par grimme troldagtige hoveder og placerede dem midt i dekorationen, konfirmanden var bare med på den - de skulle ikke se så højtidelige ud, det måtte gerne være lidt skørt. Min svoger kiggede bare ud af øjenkrogen og skulede lidt til mig..fnis
Måske er der en grund til at jeg ikke blev blomsterdekoratør:-)



mandag den 7. maj 2012

Tulipanbedene

Mine tulipaner står i fuldt flor i øjeblikket, bare lidt for tidligt synes jeg. Min søn har fødselsdag den 20. maj, og der plejer at være tulipaner i blomst på dette tidspunkt, men i år tror jeg at de vil være færdige til den tid....men pyt, jeg nyder dem!

tirsdag den 1. maj 2012

Haven den 1. maj

Jeg nyder at tulle rundt i haven i det gode solskinsvejr, alt bliver grønnere og frodigere for hver dag. Der bliver luget og ind i mellem kommer overskudsplanterne i potter til det lokale plantemarked den 12. maj. Jeg er ved at lære, at det er bedre at lave nye planter i potter efter vinteren, mange af sidste års små babyplanter, som har overvintret i potter er ikke kommet op endnu eller også er de gået til....suk!
Så lektien er at overskuddet bliver plantet ud fra potterne inden vinter, og så kan det blive plantet i potter om foråret.
Virkelig sød bunddække, surkløver som også er vinterhårdfør og breder sig villigt uden at være ukrudsagtigt.
Overskudsplanterne fra sidste år er i alle kasserne...i baghaven eller 'børnehaven'
Når jeg er i haven, kan man næsten være sikker på at se en trillebør, en hakke, en bold, en sort hund - som venter på at jeg sparker til bolden, han bliver aldriiig træt af det! Ved godt at I har set ham før:-)