søndag den 30. december 2012

Godt Nytår

Dette må vist blive det sidste indlæg i 2012, og jeg vil dermed ønske alle I dejlige og skønne havebloggere et rigtigt godt nyt haveår og tak for det forgangne år, som er gået med at blive inspireret af alle jeres indlæg og kommentarer, det har bestemt ikke været spild af tid, at jeg har siddet lidt mere foran skærmen end førhen....
Lige nu længes jeg efter at det igen bliver havetid, at jorden bliver frugtbar, at solen kommer mere frem og at lugten af forår kommer...suukk. Men hvad ville vi havefolk være, uden at have noget at drømme om og længes efter, så jeg tror at jeg surfer lidt efter frø på nettet....det er vel snart på tide at få grønne spirer i vindueskarmene og i drivhuset.
 
Godt Nytår:-)
 
 


tirsdag den 25. december 2012

Hvem sover i en kongekrone?

Hvor mange sover i kongekrone på en dyne af blød mos? Det gør mine katte Anton og Fie Fis, selvom det nu ikke var noget, som jeg lige havde tænkt mig at de skulle. Jeg har en rede lavet af grene fra klatrevin ved vores indgangsdør, som der gror lidt forskelligt i - lidt afhængigt af årstiden. Her i decembermåned havde jeg sat en kongekrone i rusten smedejern i reden og pyntet den lidt med grønt mos. Misserne forelskede sig straks i den dejlige rede og tog den i deres besiddelse, og det er da faktisk ikke til at stå for:-)
 

lørdag den 22. december 2012

Julegaven til søs

Jeg har haft en travl december måned, hvor jeg for en gangs skyld har overladt det til min bedre halvdel at købe julegaver til det meste af familien, for jeg har haft gang i malerpenslen i stedet. Min søster skal have et maleri i julegave af hendes Grand Danois, og det har været lidt sjovt at male sådan en plettet 'skønhed' med et halvt lyseblå øje, nu er det overstået og jeg mangler kun at pakke det ind og så er jeg snart klar til julen. (Og jeg ved at hun ikke lige tjekker min haveblog, så jeg kan roligt vise 'skønheden':-))
 

onsdag den 19. december 2012

En lille julehilsen

Jeg vil gerne ønske alle i havebloglandet en rigtig glædelig Jul og et godt Nytår. Jeg har kun været på bloggen i næsten et år, men jeg har virkeligt nydt det. Jeg husker stadig tiden sidste år, inden jeg endelig fik lavet en blog. Det mislykkedes mig nogle gange at oprette en blog, indtil jeg simpelthen googlede trin for trin at lave en blog, og så var jeg pludselig med i havebloglandet. Jeg havde i lang tid fulgt med i havebloggene uden at kommentere særligt og jeg regnede egenligt ikke med, at det var noget for mig. Men alligevel fulgte jeg jo med i bloggene og kunne slet ikke få nok at af haveverdenen, så derfor sprang jeg til sidst ud med en haveblog. At være aktiv i blogverdenen med en haveblog, hvor der kommenteres på livet løs, det giver virkelig et ekstra kick til lige at fare ud i haven igen, og inspirationen og 'det sociale' er der bare hver dag på bloggene - tusind tak til Jer alle for det! Jeg har haft meget mere ud af mit haveår end jeg nogensinde før har haft og jeg glæder mig til et nyt vidunderligt haveår med Jer alle. (puha man bliver helt rørstrømsk)
Kærlig hilsen
Bente

onsdag den 12. december 2012

Alle'en i december

Så skal jeg da love for at det blev vinter! At cykle på arbejde om morgenen i næsten minus 15, det er godt nok koldt! Men hvor bliver det smukt, når solen står op, og rimfrosten hænger i træerne. Jeg nyder stadig at komme hjem og vakle på is og sne igennem blomsteralle'en, nej nu nu hedder den vist vinteralle'en.
Alt bliver bare lidt pænere i sne og frost.
Spark så til bolden mor..jeg er bare så klar!!
Himmalayabirken kan bare ikke blive mere hvid, når den også har rimfrost på de tynde grene
 

søndag den 9. december 2012

Velkommen kransen

Så blev det området omkring vores indgangsdør, som blev julepyntet lidt. Jeg har lavet en oval krans, men anede ikke hvor den skulle hænge, til sidst blev det på døren, selvom nogle af koglerne og nødderne er limet på, og jeg tror ikke ligefrem at det holder særlig godt i kulden, men nu får vi at se. Foreløbigt er der ikke faldet noget af endnu.
Ved indgangen har jeg også et gammelt staldvindue hængende, som jeg kan finde på at pynte med alt muligt, denne gang blev det til et hjerte lavet af grenene fra den visnede humle.