søndag den 25. oktober 2015

Flammende kontraster

Så er det lige nu, at haven står i flammer. Hjortetakstræet står med sine ildrøde blade, og hjertetræet læner sig op ad det med sine stærke gule farver og som oven i købet dufter så sødt af vanilje...uhm man får helt lyst til kager.
  

 
 

fredag den 16. oktober 2015

Garagedøren

Så bliver indgangen til den gamle stald da ikke finere end nu:-)
God weekend i haven derude:-)


 
 

torsdag den 15. oktober 2015

Lidt blåt i alle de brændte farver

Det er rigtigt blevet efterår i haven, og jeg klipper rask væk visne planter væk, og hiver de store monstre af Kongelys op, men ind i mellem er der dog stadig noget, som først er i gang med at springe ud. F.eks. den skønne blå stormhat og nogle asters, og jeg synes virkelig, at det er nogle lækre farver midt i alle de orange og brændte efterårsfarver.
 
 

lørdag den 10. oktober 2015

Fandens Spadserestok gløder

Jeg synes simpelthen at dette træ er et af efterårets smukkeste træer i min have. På denne tid har det så mange brændte farver på én gang, og så har det oven i købet masse af hvide blomsterskyer, som summer af tusinde af svirefluer. Det er et lille træ, og et af ulemperne er dets mange rodskud, men hvis man bare gider at bruge en spade en tre gang om året, så er der altså ikke mere arbejde med det.
 
 

søndag den 4. oktober 2015

Besøg af skovens konge

Jeg troede at jeg skulle have en rigtig god formiddag i haven, hvor der skulle hygges med plantning af nye roser. Pludselig var der en værre postyr i hønsegården og jeg kunne se, at hønsene flyver og farer rundt, og så styrter jeg jo af sted i bedste hurtigløber stil, og ser til min store forbavselse at en musvåge desperat prøver at komme ud. Jeg har ellers sikret hønsegården både med tråd under jorden pga. ræven og der er overdækket med net netop pga. musvågen, som med jævne mellemrum patruljerer haven. Men i dag havde den åbenbart fundet et lille hul, og det var et lille hul, som den var krøbet igennem. Den tog desværre min første silkehane Frans den 2. af Brunshøj, så det var rigtig ØV! Hanen var dog kommet lidt i andenrække, eftersom der nu er kommet en lidt mere aktiv silkehane, men jeg har ikke kunnet nænne at komme af med min aller første hane. Det har skovens konge nu ordnet og selv om det var en lidt træls oplevelse, så var det bestemt også en stor oplevelse at fange sådan en musvåge, og mærke hvor hurtigt dets hjerte slår imellem mine hænder. Jeg tror at mit hjerte slog lige så hurtigt. Den fik lov at flyve ud i skoven igen efter at den havde kigget på mig med sine store meget gule øjne, og selvfølgelig skulle jeg da lige råbe efter manden, at han skulle fotografere det.
Nu hviler resterne af stakkels Frans under en smuk Jacque Cartier rose, det har han fortjent

Fortsat god søndag